Digital suverænitet

Begrebet stammer fra debatten om staters og storkoncerners afhængighed af udenlandske cloud-leverandører, men problemet er det samme i en virksomhed med 20 ansatte. Forskellen er, at ejerlederen sjældent har valgt afhængigheden bevidst. Systemerne er kommet til hen ad vejen: et regnskabsprogram her, et projektværktøj der, en fildeling, som en medarbejder oprettede, fordi det var praktisk. Ingen har taget en dårlig beslutning. Der er bare aldrig taget en samlet beslutning.

Digital suverænitet forveksles ofte med datasuverænitet, men de to ting er ikke det samme. Datasuverænitet handler om, hvilken jurisdiktion dine data falder ind under. Digital suverænitet er bredere og dækker også dit handlerum: kan du flytte, kan du forhandle, kan du prioritere? En virksomhed kan have alle sine data i EU og stadig være ufri, hvis den ikke kan komme ud af en aftale uden at miste sin drift.

For en ejerledet virksomhed er der fire lag at holde styr på. Det første er hosting og infrastruktur: hvor kører hjemmesiden og de systemer, driften afhænger af, og i hvilken region. Det andet er de tjenester, du betaler abonnement for, altså regnskab, CRM, fildeling, projektstyring og alt det øvrige. Det tredje er identitet og adgang: hvad logger dine medarbejdere ind med, og hvem kan give og fjerne adgang. Det fjerde er de leverandører, der ligger bag dine leverandører, og som du sjældent har set navnene på.

Det praktiske arbejde er ikke kompliceret, men det er systematisk. Du skal have en liste over systemerne, et navn på, hvem der ejer hvert af dem, en dato for, hvornår aftalen udløber, og et svar på, hvad der sker, hvis leverandøren lukker eller sætter prisen op. Den liste er hele forudsætningen. Uden den er digital suverænitet et ord, du ikke kan handle på.